Træning før tur

Nu skal jeg jo hverken ud at krydse indlandsis eller foretage andre ekstreme bravader, men at rende rundt med ca 20 kilos rygsæk kræver alligevel en vis grundform. I Norge, hvor jeg oprindelig kommer fra, taler man om at gå sig i form. Det kan man også godt, så bliver de første ture bare mere slid end sjovt.

Det meste af den daglige træning foregår i Kvik, hvor jeg ligger og plasker rundt i kajak eller inrigger og flytter jern op og ned og frem og tilbage i træningslokalet. Det bliver suppleret med svømmeture fra Svanemøllestranden lige ved siden af - dog ikke i øjeblikket, for der er fralandsvind, dermed kommer der koldt vand ind mod land, og i det kolde vand ligger der brandmænd og hygger sig. Dem er vi ikke venner med. Og så løber jeg lidt. Lunte-trunte, blev jeg kaldt i går af en såkaldt ven, og han har evigt ret, jeg er en doven løber, men lidt benmuskler og kondi skal der til.
Desuden er jeg ret glad for den her hjemmeside, 100 push-ups, og de tilhørende med squats osv. Dejligt nemt at gå til derhjemme. Alt i alt er der kun få dage, hvor jeg ikke træner, og selv da drøner jeg på cykel fra Nørrebro til Arsenaløen til og fra arbejde. Det er dog ikke videre planlagt elle målrettet træning, og det er faktisk også svært at vide hvad man træner til, når det drejer sig om ture á la dogmerejse. Man skal være forberedt på alt hvis man ikke har forberedt noget, og så drejer det sig om varieret træning.

Af generelle tip, gælder det om at den rigtige slags træning, er den man får lavet, og for klejne kvinder som mig selv er styrketræning uundværligt; og nej, man bliver ikke stor af det. Hvis man fra naturens side er lavet i en str. lille, bliver man allerhøjst en str. medium af den faste og pæne slags, og det kræver dedikeret arbejde og ret mange tunbøffer. Almindelige damer uden lægelig assistance og suspekte medikamenter, kommer ikke til at ligne ukrainske vægtløftere helt af sig selv. Vi kan ikke en gang få arme som Madonna.

Tirsdagssøndag

Så blev der fyret en nogen-og-fyrre-timers arbejdsuge af på fire dage, de fleste af dagene iført shorts og solskin ude på havet. Der var kun ganske få ture a la "nu sejler vi ind i Christianshavns kanal, der blev udgravet på ordre af kong Christian...", derimod var der brudepar, der blev gift ombord, komikere og præster, der fortalte deres helt egen historie om København set fra vandsiden, og en dejlig masse transportture, hvor man bare er helt almindelige sømand, og ikke skal servicere i hoved og røv, men kan få lov til at øve sig i at sejle og at lægge 20 meter kanalbåd til, og stå og glane på Dannebrog og Georg Stage, der sejler ud og ind af havnen, mens det nye mandskab øver sig før efterårets togter.

Oveni nåede jeg også kaninfesten i roklubben, og for de uinviede kan jeg fortælle at kaniner er de nye roere i roklubber, og her i slutningen af sommeren bliver de døbt i havvand og andre interessante ingredienser, og derefter fejeret med en meget festlig fest, der strækker sig over fire roklubber, og ender inde hos studenterne, når klokken bliver mange, og vi selv er løbet tør for øl.
For mit vedkommende blev festen så festlig, at jeg vågnede klokken 7.40 i en af køjesengen i roklubbens langtursrum ude i Svanemøllehavnen, og skulle møde på arbejde på Arsenaløen kl 8.30. Heldigvis virker havluft mod tømmermænd.

Forberedelser I

For at kunne rejse nogenlunde behageligt, skal man have penge. For at have penge skal man a) arve dem, b) vinde i lotto, c) få en sugar daddy sponsor eller d) arbejde.
Jeg hænger på d, og guider turister i havnen, og det har jeg beskæftiget mig med i dag. Vi har en ret smuk udsigt fra kontoret.

Det er ikke altid lige spændende, men har sine øjeblikke såsom tidlige søndagsmorgener, hvor jeg står og venter på amerikanske turister og finder krabbeskjolder, som en måge sirligt har pillet og efterladt på kajen. Til gengæld kan tiende tur rundt om kanalerne på tre forskellige sprog godt trække tænder ud.

Rejsen begyndte i Helsinki

Det er nærmest ikke til at sige hvor en rejse for alvor begynder. Når jeg står i New Zealand, nu mens alt bliver planlagt, da jeg tog afsted på min allerførste telttur som niårig ned til elven 400 meter fra mine forældres hus, da min far gav mig kompasset som tolvårig og spurgte hvor vi skulle hen, da jeg fik  ideen? Når alt kommer til alt, har det sandsynligvis alt sammen indflydelse.

Det blev New Zealand via en omvej nordpå.
Jeg kedede mig utrolig meget på mit studium,  faktisk så meget at jeg endte med at tage til Finland for at læse. Deroppe varer et forårssemester til slutningen af maj, og når semesteret er færdigt, bliver udvekslingsstudenter smidt ud af deres kollegieværelse. Jeg skulle først igang igen i Danmark i september, og havde så tre måneders sommerferie og ikke noget særligt at tage mig til, og i øvrigt heller ikke særligt mange penge. Desuden havde jeg aftalt med mit fremtidige kollektiv at jeg skulle flytte ind i midten af august, så stod jeg også uden et decideret hjem de næste 2 1/2 måneder.

Det var dog ingen grund til panik, jeg pakkede mine ejendele og sendte dem hjem til min mor i Danmark. Det eneste der ikke blev sendt væk, var telt, en smule praktisk tøj, sovepose og mit slidte trangiasæt, samt en enkelt fin kjole, der var til bryllup i Oslo. Så snart festlighederne var overstået, hoppede jeg på en bus til Trondheim. Der talte jeg mine penge, og fandt ud af at jeg umuligt kunen nå særlig langt med offentlig transport i Norge. I stedet fik jeg et lift med en tømrer og derfra begyndte et eventyr i det nordligste Norge, Sverige og Finland, indtil jeg den 18/8 stod i København, kun et par dage forsinket.

Jeg blev for alvor bidt af rejsebacillen, hvor nemt det var, hvor mange seje mennesker jeg havde mødt, alt jeg havde oplevet, og jeg skulle ud igen.

Det var ikek helt tilfældigt at valget faldt på New Zealand. Den dér tømrer, der havde givet mig et lift var taget derned i 2010 og kom hjem med billeder og røverhistorier, der simpelthen ikke ville ud af hovedet igen. Jeg undersøgte lidt på nettet og fandt ud af at det nemt at få et visum til New Zealand, og man kan oven i købet få lov til at arbejde lidt, hvis man løber tør for penge.
Desuden er det verdens sikreste land - og det lyder måske tøset og det er det også. Det er ikke noget problem at tomle, men kun så længe man bliver samlet op og sat af igen, dér hvor man selv beder om det. Det kræver en vis tillid mellem chauffør og passager, især når jeg skal afsted alene.
Princippielt er det ovenstående blot detaljer, der muliggør rejsen; New Zealand er et af de steder, jeg er nødt til at se før jeg dør. Jeg mener, se bare her. Det er derfor jeg skal derned; der er fantastisk smukt, og jeg kan rende rundt på bjerge, hvor jeg kan bo i telt og være lykkelig med mig selv, min rygsæk og min frihed, før alvoren og voksenheden kommer og ta'r mig.

Velkommen i teltet

Velkommen på min nye blog. Her kan du læse om forberedelserne til og følge med på min næste tur.
I midten af november tager jeg til New Zealand for at vandre, klatre, sejle, ro, surfe og tomle hele landet rundt, møde nye spændende mennesker og opleve en masse eventyr.
Det er en temmelig dogmatisk rejse med få regler:

• Transport skal foregå for egen maskine, eller ved at tomle. Offentlig transport må bruges, når der ikke er andre muligheder for at komme frem - hvis nu jeg finder på at tage til Fiji. Der er ret langt at svømme.
• Overnatning foregår i telt, undtaget hvis man ikke må sove i telt, eller der er sikkerhedsmæssige grunde til at lade være - hvis nu det stormer helt vildt.

Dog vil jeg have et lille udhvilingssted i Gisbourne, hvor en ven af ven bor, og jeg gerne må lægge lidt rent tøj og komme forbi til et rigtigt bad og en vaskemaskine og et komfur og den slags umådelig luksus imellem turene.