Hvis der er andre end min far, der ved hvordan man gør, må de selvfølgelig også gerne fortæller mig det. Han er alligevel romantisk i Wien de næste par dage.
Monday 26 September 2011
Far lime!
Jeg har lavet et hul i min ene fivefingersko da jeg var ude at klatre. Hvordan lapper man neopren? Skal jeg lægge et billede af skaden op?
Tree hugger
Jeg er ikke særlig god til rutinetræning, det bliver så hurtigt så kedeligt at jeg ikke gider mere. Hvis man kan få lidt leg med ind, så er jeg dog helt med på ideen. At ligge og ælte rundt i en polokajak, eller springe rundt på en legeplads (man skal bare lige sikre sig at man ikke skræmmer børnene) eller hoppe rundt på Amagers voksenlegeplads, eller, som i dag, klatre i træer. Der findes mange udmærkede træer til formålet ude på Amager fælled, iøvrigt kan det også anbefales at tage en frysepose med, for der er også utallige brombærkrat samt havtornetræet, som Kira (som jeg deler lejlighed med) var ude at jagte for nogen tid siden. Det kan dog ikke anbefales at klatre hverken i brombær eller havtorn, de stikker.
Derimod findes der en masse piletræer - tror jeg nok - som er udmærkede at klatre i og kan ses på lang afstand. Man skal selvfølgelig ikke klatre højere op end man tør, så man kan komme ned igen, holde godt fast i noget hele tiden og tjekke om grenen holder, før man losser fuld vægt over på den, og undgå rådne og udgåede grene. Ellers er der frit slag, træklatring træner koordination, smidighed, styrke og balanceevne.
I får lige en sang om legebørn og natur med: Tree Hugger
Derimod findes der en masse piletræer - tror jeg nok - som er udmærkede at klatre i og kan ses på lang afstand. Man skal selvfølgelig ikke klatre højere op end man tør, så man kan komme ned igen, holde godt fast i noget hele tiden og tjekke om grenen holder, før man losser fuld vægt over på den, og undgå rådne og udgåede grene. Ellers er der frit slag, træklatring træner koordination, smidighed, styrke og balanceevne.
Godt klatretræ, store grene, nemt at nå fra den ene til den anden og luft mellem grenene
Fin udsigt
Langt ned
dårligt klatretræ, alt for mange og tynde grene
Der var cyklen!
Så kan man iøvrigt finde sjove ting i træer, geocatchere, snegle, svampe og bumsesoveposer.
I får lige en sang om legebørn og natur med: Tree Hugger
Sunday 25 September 2011
Solskinssøndag i september
Årets sidste søndag med vejr, der for alvor er godt og tocifrede temperaturer, blev udnyttet til en solokajaktur fra Svanemøllehavnen op til Bellevue i roklubbens bananbåd. Den hedder Rylle, den er kyllingegul, og jeg havde både fodtøj, madpakke og drybag (tørpose? hvorfor skal grej altid kaldes noget engelsk for at være smart nok?) der matchede. Gul er også sådan en dejlig farve, der tiltrækker insekter og opmærksomhed på vandet.
Efter at have indtaget min gule madpakke på Bellevue - kold majskolbe og banan, jeg sværger det ikke var farvekoordineret med vilje - blæste det lidt op og jeg sad og koncentrerede mig voldsomt om at lade være med at falde ud af kajakken, indtil jeg blev indhentet af studenternes kajaktræner (studenternes roklub ligger lige ved siden af, vi spiller kajakpolo med og mod hinanden et par gange om ugen), der hev mig med meget længere ud fra kysten, end hvad jeg selv ville ro alene, og det var utroligt meget nemmere at ro længere væk fra pålandsvindsbølgerne. Dog kom selskabet med betingelsen om at der fanderme skulle ros til, og ikke noget af det søndagsturspjat, hvor man ligger og glor på måger og forundres over hvor meget hængerøv de gamle nøgenbademænd opad kysten rent faktisk kan have. Det er nærmest et ballegardin, hvor der engang har været en numse. Sjovt nok er det meget sjældent unge mænd, der nøgenbader.
Yderligere forsøgte Mr Kayak at overtale mig til deltagelse i Hellerup handicap, om tirsdagen, fordi det bare er så godt træning. Jeg mumlede noget om skæve arbejdstider, og så øvede vi os i at ligge på hækbølge - samme princip som når cykelryttere lægger sig på hjul af hinanden, bare med kajak.
Bagefter belønnede jeg mig selv med fem kugler is og en flødebolle, og nu er der snart søndagsmiddag.
Friday 23 September 2011
Research
Jeg læser bøger om at rejse. Alene, sammen, ud på ekspeditioner, på cykel, ski, i sejlbåd over hele verden. Guidebøger, på dansk og engelsk, og så småt begynder jeg at forstå at der er eksistens bag ordene "jeg tager til New Zealand til november". At landet faktisk findes, og jeg skal flyve derned, selvom det lyder helt fjollet at tale om noget på den anden side af jorden. Et sted hvor jeg ingen kender og aldrig har været. Jeg skal derned; ud at rejse, endeligt, igen.
Jo flere bøger jeg læser, jo bedre forstår jeg også, at for at skrive mig frem, er det knap så meget kontakter, jeg skal have, som en reel historie at fortælle, og at tage ud at rejse er ikke nok. Der er så mange mennesker, der har den priviligerede mulighed at rejse ud i verden, og mange, der både rejser og møjsommeligt nedskriver sin historie bagefter, det myldrer med rejsebøger på bibliotekernes hylder. Desværre er størstedelen af dem ikke videre gode, og det er med beklagelse, for intentionerne bag bøgerne er tit gode, et ønske om at dele et vidunderligt privat eventyr, men enten uden evner for formidling, eller også kommer der alt for bratte opbremsninger, lige før det hele bliver spændende, interessant og personligt. Så forsvinder den personlige investering, og vi står tilbage med nøgne facts, hvor langt har nogen cyklet og hvor trætte de er og hvordan man kan leve for få penge på lange rejser. En udvidet rejsemanual om en persons subjektive oplevelse, der ganske givet kan være interessant og indeholde megen brugbar information.
Men skåret helt ud i pap, så skal det være et meget interessant menneske, hvis man skal læse om et enkeltindivid, hvad enten vedkommende befinder sig på eventyr i verden, eller i en etværelses i Nordvest. Hovedet op røven bliver ikke mere spændende af at røven befinder sig et eksotisk sted.
Strengt taget er jeg faktisk ikke sikker på at jeg har noget at fortælle som ikke er fortalt før, måske endda bedre af andre. Ikke desto mindre skriver jeg jo stadig, og visse dage bliver det jordnært praktisk og faktuelt, alt for mange dage til slet ingenting. Forhåbentlig kan jeg komme lidt nærmere ind til eventyrets hemmeligheder og ikke ende på bibliotekets skraldehylder.
Udover overvejelser vedrørende rejsers esoteriske elementer, er der de rent praktiske, som gør det hele lidt mere virkeligt. Jo mere konkret jeg bliver i søgningerne, jo mere rigtigt virker det også, jeg leder efter roklubber, hvor jeg kan finde roture, venner og måske et langtursrum eller lov til at slå telt op på en diskret græsplæne. Muligheder for overnatning og småjobs, der involverer en vis kulturel udveksling fremforarbejdstid, der kun måles i kroner og ører. Hvornår er det egentlig jeg præcis skal søge om det der visum? Hvor skal jeg bo henne når jeg først kommer derned? Tænk at det overhovedet kan lade sig gøre at rejse så langt, og hvor er det længe siden jeg har været uden for Europa.
Jo flere bøger jeg læser, jo bedre forstår jeg også, at for at skrive mig frem, er det knap så meget kontakter, jeg skal have, som en reel historie at fortælle, og at tage ud at rejse er ikke nok. Der er så mange mennesker, der har den priviligerede mulighed at rejse ud i verden, og mange, der både rejser og møjsommeligt nedskriver sin historie bagefter, det myldrer med rejsebøger på bibliotekernes hylder. Desværre er størstedelen af dem ikke videre gode, og det er med beklagelse, for intentionerne bag bøgerne er tit gode, et ønske om at dele et vidunderligt privat eventyr, men enten uden evner for formidling, eller også kommer der alt for bratte opbremsninger, lige før det hele bliver spændende, interessant og personligt. Så forsvinder den personlige investering, og vi står tilbage med nøgne facts, hvor langt har nogen cyklet og hvor trætte de er og hvordan man kan leve for få penge på lange rejser. En udvidet rejsemanual om en persons subjektive oplevelse, der ganske givet kan være interessant og indeholde megen brugbar information.
Men skåret helt ud i pap, så skal det være et meget interessant menneske, hvis man skal læse om et enkeltindivid, hvad enten vedkommende befinder sig på eventyr i verden, eller i en etværelses i Nordvest. Hovedet op røven bliver ikke mere spændende af at røven befinder sig et eksotisk sted.
Strengt taget er jeg faktisk ikke sikker på at jeg har noget at fortælle som ikke er fortalt før, måske endda bedre af andre. Ikke desto mindre skriver jeg jo stadig, og visse dage bliver det jordnært praktisk og faktuelt, alt for mange dage til slet ingenting. Forhåbentlig kan jeg komme lidt nærmere ind til eventyrets hemmeligheder og ikke ende på bibliotekets skraldehylder.
Udover overvejelser vedrørende rejsers esoteriske elementer, er der de rent praktiske, som gør det hele lidt mere virkeligt. Jo mere konkret jeg bliver i søgningerne, jo mere rigtigt virker det også, jeg leder efter roklubber, hvor jeg kan finde roture, venner og måske et langtursrum eller lov til at slå telt op på en diskret græsplæne. Muligheder for overnatning og småjobs, der involverer en vis kulturel udveksling fremforarbejdstid, der kun måles i kroner og ører. Hvornår er det egentlig jeg præcis skal søge om det der visum? Hvor skal jeg bo henne når jeg først kommer derned? Tænk at det overhovedet kan lade sig gøre at rejse så langt, og hvor er det længe siden jeg har været uden for Europa.
Thursday 15 September 2011
Dameturtips I
Da jeg i tidernes morgen i begyndelsen af halvfemserne var blevet stor nok til at være iført rigtigt vandretøj og egen rygsæk, fandtes der stort set intet tøj eller udstyr beregnet særligt til kvinder og endnu mindre til piger. I det hele taget var udstyrsræset lidt mere afslappet i forhold til nutiden, hvor det forekommer visse uansvarligt at tage på tur uden gps. Personligt hælder jeg mere til at det er uansvarligt at tage afsted, hvis ikke man kan læse kort og kompas, men det er nu et sidespor. Det drejer sig om tøj i dag.
Nu kan man sagtens købe lækkert, smart damegrej der fungerer som det skal, passer og heller ikke ser helt åndssvagt ud - nogen turtøj vil altid være sådan lidt uformeligt i det, men nu tager man jo heller ikke regntøj på for at være sexet, vel?
Dog er det et minus - det meste outdoortøj er sindssygt hamrende dyrt. En lillebitte ulden trusse koster ofte mellem 180 og 250 kroner, og det bliver ikke billigere jo større tøjstykkerne er.
Det gælder om at fange det på tilbud, og have en røv i en usædvanlig størrelse, så der er noget tilbage der passer, hvis man vil have mærekvaresager.
Et af mine tricks er at købe uldent mormorundertøj, der ofte findes i herlige butikker med blandede varer såsom føtex, bilka og tøj&sko. Det er meget billigere, bliver slidt en anelse hurtigere, kommer ofte med en chic blondekant og i flere længder og virker udmærket. Til gengæld fås det kun i sort og hvid, og den sorte er for det meste udsolgt og hvid er en meget upraktisk farve at have med på vandretur.
Fordelen med uld er dog at det er nemt at farve, så da jeg forleden fandt en håndfuld af icebreakers underbukser på udsalg i hvid, smuttede jeg forbi matas og købte noget tøjfarve i tropical green. Man kan også få tøjfarve i hobbybutikker. Kunststoffer tager sjældent særligt godt i mod farve, men kan ofte få en tone, der er mere appellerende end gamle svedpletter.
Det vigtigste angående tøjfarve, er at tjekke, hvorvidt det farver ved en temperatur, som ens uldne tøj kan tåle. Hvis det skal koges, kan tøjet kun bruges til dukker bagefter. Det gør sjældent den store forskel hvorvidt man farver i en balje eller i maskine, når det kommer til farvetone, dog har tøjet oftest bedst af baljen fremfor maskinen. Husk at vask det separat et par gange og skyl grundigt før tøjet bruges første gang. Ellers får man selv en sjov farve.
Nu kan man sagtens købe lækkert, smart damegrej der fungerer som det skal, passer og heller ikke ser helt åndssvagt ud - nogen turtøj vil altid være sådan lidt uformeligt i det, men nu tager man jo heller ikke regntøj på for at være sexet, vel?
Dog er det et minus - det meste outdoortøj er sindssygt hamrende dyrt. En lillebitte ulden trusse koster ofte mellem 180 og 250 kroner, og det bliver ikke billigere jo større tøjstykkerne er.
Det gælder om at fange det på tilbud, og have en røv i en usædvanlig størrelse, så der er noget tilbage der passer, hvis man vil have mærekvaresager.
Et af mine tricks er at købe uldent mormorundertøj, der ofte findes i herlige butikker med blandede varer såsom føtex, bilka og tøj&sko. Det er meget billigere, bliver slidt en anelse hurtigere, kommer ofte med en chic blondekant og i flere længder og virker udmærket. Til gengæld fås det kun i sort og hvid, og den sorte er for det meste udsolgt og hvid er en meget upraktisk farve at have med på vandretur.
Fordelen med uld er dog at det er nemt at farve, så da jeg forleden fandt en håndfuld af icebreakers underbukser på udsalg i hvid, smuttede jeg forbi matas og købte noget tøjfarve i tropical green. Man kan også få tøjfarve i hobbybutikker. Kunststoffer tager sjældent særligt godt i mod farve, men kan ofte få en tone, der er mere appellerende end gamle svedpletter.
Det vigtigste angående tøjfarve, er at tjekke, hvorvidt det farver ved en temperatur, som ens uldne tøj kan tåle. Hvis det skal koges, kan tøjet kun bruges til dukker bagefter. Det gør sjældent den store forskel hvorvidt man farver i en balje eller i maskine, når det kommer til farvetone, dog har tøjet oftest bedst af baljen fremfor maskinen. Husk at vask det separat et par gange og skyl grundigt før tøjet bruges første gang. Ellers får man selv en sjov farve.
"Hvidt" tøj før farvning. Skøn blanding af ny & gammel uld i forskellige stadier af fesengulnet, og et par gamle shirts i polyester i en lækker grågul nuance efter flere års brug.
Farvebad, 40 grader varmt vand, 500 g salt (uden jod!), en pakke farve, to timers trækketid. Brug ikke din yndlingsgrydeske til at røre rundt i farvebadet, og lad være med at spild på træbordet. Farven er i virkeligheden beregnet til maskine.
Efter farvebad, vask og tørring. Uldtøjet er nydeligt mosgrønt og polyesteren er blevet tandpastafarvet.
Monday 12 September 2011
Tour de Gudenå
Fakta: Gudenå Classic, 58 km, 546 deltager, 194 var med til Classicløbet, 24 km lørdag fra Emborg bro til Silkeborg og 34 km søndag fra Bjerringbro til Randers. Jeg gennemførte som nr 160 på 07:07:28, lørdag 03:18:48, gennemsnitsfart cirka 7,2 km/t, på plads nr 137 og søndag plads nr 161 og 03:48:20, gennemsnitsfart ca 8,9 km/t. Nåja, og så roede jeg i en coastfighter ved navn Mak. Den tilhører roklubben, hvis I spørger om tekniske detaljer, må jeg nok henvise til google.
Vinderen klarede turen på 04:19:39, hvilket er en total gennemsnitsfart omkring de 13,4 km/t og så taler vi ikke mere om det. For mere se her: Tour de Gudenå.
Min personlige ambition var ikke meget andet end at gennemføre, men om lørdagen endte jeg helt tæt på startstregen og blev grebet af stemningen og padlede som om det gjaldt at vinde. Det hævnede sig senere og de sidste fire kilometer ind til Silkeborg var jeg en meget sølle roer, der kun kom fremad ved tanken om hvor pinligt det ville være at give op så tæt på målet.
Søndag holdt jeg et langt mere afslappet tempo til starten og blev til gengæld ret overrasket, da jeg så det første kilometerskilt mod målstregen, hvor der kun var seks kilometer tilbage - jeg vidste slet ikke jeg var nået så langt. Jeg havde tilmed overskud til en lille målspurt, der nok har betydet særdeles lidt i det samlede regnskab, men temmelig meget for selvtilliden.
Jeg har ikke holdt øje med hvilket løb, der foregår hvornår, det var udelukkende på rotræner Jakobs opfordring til tilmelding at jeg kom med. I år er mit første år som kajakroer, ellers ror jeg inrigger, og før Gudenåen er min længste tur i kajak de tolv kilometer, der er fra Kvik i Svanemøllehavnen til badeanstalten ved Charlottenlund fort. Nogle ville måske mene, det var en anelse overmodigt at kaste sig ud i 58 kilometer på den baggrund, men jeg satsede (igen) på at grundform, konkurrencelyst og stor stædighed er motivationsgrunde, der kan få mig igennem de største overmodigheder.
Jeg kørte med Tue fra København til Sjælland, han var et mig temmelig ukendt roklubsmedlem, men viste sig at være en særdeles sympatisk herre på alder med min far, og glimrende chauffør og bilselskab. I Silkeborg blev vi indlogeret i et klasselokale, der lugtede umiskendeligt af 1.b, og indeholdt diminutive stole og borde, billedbøger og kæleaben læsefidusen, som jeg uærbødigt brugte som hovedpude, da Jakob mente at holdets Benjamin (mig, såfremt nogen er i tvivl, og jeg har vist små ti år op til Jakob og Allan som de næstyngste) skulle have klassebamsen.
En af d'herrer var indehaver af et voldsomt imponerende snork; ørepropper er et must til alle ture, medmindre man er sikker på det går til en ensom snehule langt væk i Lapland.
Om lørdagen var der først start klokken 12, og god tid til at stå op, spise morgenmad og smugle morgemadspakker med i lommen som proviant, købe bananer som var det zoologisk have udflugten gik til, samt viskestykker til mig. Jeg havde glemt håndklædet og udfra deviserne "En sømand er aldrig rådvild" og "Kan de tørre tallerkner, kan de også tørre andre ting" købte jeg en sekspak viskestykker.
Turen fra Emborg til Silkeborg går over både Mossø og Julsø, alt efter hvor man starter, og de kan i den forkeret vindretning være temmelig vilde, hvorfor der nu er påbudt svømmevest om lørdagen. I år var det fredeligt vejr med solskin og glade kanoturister, der gerne ville i slæb bagpå. Skulle man selv få ideen at tage derud, kan det kun anbefales, der er faktisk rigtigt fint. Jeg har desværre kun et billede fra overgangen, da jeg ellers var travlt optaget af at ro stærkt de første tolv kilometer og derefter af at blive ved med at ro de næste tolv.
Vinderen klarede turen på 04:19:39, hvilket er en total gennemsnitsfart omkring de 13,4 km/t og så taler vi ikke mere om det. For mere se her: Tour de Gudenå.
Min personlige ambition var ikke meget andet end at gennemføre, men om lørdagen endte jeg helt tæt på startstregen og blev grebet af stemningen og padlede som om det gjaldt at vinde. Det hævnede sig senere og de sidste fire kilometer ind til Silkeborg var jeg en meget sølle roer, der kun kom fremad ved tanken om hvor pinligt det ville være at give op så tæt på målet.
Søndag holdt jeg et langt mere afslappet tempo til starten og blev til gengæld ret overrasket, da jeg så det første kilometerskilt mod målstregen, hvor der kun var seks kilometer tilbage - jeg vidste slet ikke jeg var nået så langt. Jeg havde tilmed overskud til en lille målspurt, der nok har betydet særdeles lidt i det samlede regnskab, men temmelig meget for selvtilliden.
Jeg har ikke holdt øje med hvilket løb, der foregår hvornår, det var udelukkende på rotræner Jakobs opfordring til tilmelding at jeg kom med. I år er mit første år som kajakroer, ellers ror jeg inrigger, og før Gudenåen er min længste tur i kajak de tolv kilometer, der er fra Kvik i Svanemøllehavnen til badeanstalten ved Charlottenlund fort. Nogle ville måske mene, det var en anelse overmodigt at kaste sig ud i 58 kilometer på den baggrund, men jeg satsede (igen) på at grundform, konkurrencelyst og stor stædighed er motivationsgrunde, der kan få mig igennem de største overmodigheder.
Jeg kørte med Tue fra København til Sjælland, han var et mig temmelig ukendt roklubsmedlem, men viste sig at være en særdeles sympatisk herre på alder med min far, og glimrende chauffør og bilselskab. I Silkeborg blev vi indlogeret i et klasselokale, der lugtede umiskendeligt af 1.b, og indeholdt diminutive stole og borde, billedbøger og kæleaben læsefidusen, som jeg uærbødigt brugte som hovedpude, da Jakob mente at holdets Benjamin (mig, såfremt nogen er i tvivl, og jeg har vist små ti år op til Jakob og Allan som de næstyngste) skulle have klassebamsen.
En af d'herrer var indehaver af et voldsomt imponerende snork; ørepropper er et must til alle ture, medmindre man er sikker på det går til en ensom snehule langt væk i Lapland.
Om lørdagen var der først start klokken 12, og god tid til at stå op, spise morgenmad og smugle morgemadspakker med i lommen som proviant, købe bananer som var det zoologisk have udflugten gik til, samt viskestykker til mig. Jeg havde glemt håndklædet og udfra deviserne "En sømand er aldrig rådvild" og "Kan de tørre tallerkner, kan de også tørre andre ting" købte jeg en sekspak viskestykker.
Turen fra Emborg til Silkeborg går over både Mossø og Julsø, alt efter hvor man starter, og de kan i den forkeret vindretning være temmelig vilde, hvorfor der nu er påbudt svømmevest om lørdagen. I år var det fredeligt vejr med solskin og glade kanoturister, der gerne ville i slæb bagpå. Skulle man selv få ideen at tage derud, kan det kun anbefales, der er faktisk rigtigt fint. Jeg har desværre kun et billede fra overgangen, da jeg ellers var travlt optaget af at ro stærkt de første tolv kilometer og derefter af at blive ved med at ro de næste tolv.
Sådan så overbæringen ud fra min kajak
Om eftermiddagen tog vi tilbage til koldt bad og daggammel fødselsdagskage i skolen og derefter på sightseeing i Silkeborg by, hvor dagens sidste roere stadig var på vej i mål. Vi gik op og spiste, da tidtagningen lukkede klokken 18, og fandt en lille italiener, som en masse andre kajakmotionister også havde fundet. De havde udmærket mad, forstået på den måde at den var billig og der var meget af den og den blev serveret hurtigt, hvilket er ting, der sættes stor pris på efter 24 kilometer i kajak. Så gik vi hjem og i seng.
Om søndagen skulle vi op på et aldeles ukristelige tidspunkt, og vækkede hinanden klokken fem om morgenen, hvor vi klatøjede pakkede sammen, spiste morgenmad og kørte ned til starten i Bjerringbro. Jeg tog mig god tid med noget ømme muskler, og lå og hyggede rundt med de stålhårede herrer og damer i den modne del af seniorklassen. Der blev sunget en lille sang af en ældre herre, kigget på pæne broer, beundret urtidslignende buskadser, åh'et og næh'et af køer og får og yndige landskaber.
Vi nåede også at grine en del af fiskerne, der måbende kiggede på alle kajakroerne, især da vi sagde at der kommer 500 til. Længere nede af åen havde de givet fiskeriet op, næsten da, for der sad et par ældre drenge, som havde hevet whiskeyflasken frem og talte om at fange sild, for dem var der da rigeligt af i åen i dag.
Vi nåede også at grine en del af fiskerne, der måbende kiggede på alle kajakroerne, især da vi sagde at der kommer 500 til. Længere nede af åen havde de givet fiskeriet op, næsten da, for der sad et par ældre drenge, som havde hevet whiskeyflasken frem og talte om at fange sild, for dem var der da rigeligt af i åen i dag.
Der er pitstop halvvejs med gæve jyder og kæmpegryder med suppe og saftevand og bjerge af bananer og en let hektisk, men hyggelig stemning, hvor alle giver plads til at alle skulle op og spise og drikke og tisse af og videre igen, og dem, der skal afsted på klokkeslet får allermest plads, for vi var en del der slet ikke har så travlt. Der blev vi nemlig indhentet af de friske unge, der er halvt så gamle som mig, og ror dobbelt så langt og dobbelt så stærkt.
Pitstop; også det sted hvor allerflest faldt i åen af bar iver
Lige pludselig var der kun seks kilometer tilbage og så var der tre kilometer og så en og så tog jeg den lamgærmede trøjer med ronummer på igen og spurtede elegant over mållinjen.
Oppe på målmarken ved siden af Randers regnskov blev jeg forset med lidt småmønter til en hotdog, jeg spiste iført min nye Tour de Gudenå 2011 t-shirt og uldne underbukser, fordi shortsene var våde. Dog tog årets bedstefar fra Køge kajakklub mig under vingen og pakkede mig ind i flere lag fleecetæpper, for jeg skulle da ikke sidde der og fryse. Så sad vi og kigge på roere, tjekkede resultater og lukkede øjnene lidt en gang i mellem, mens vi ventede på at bilstafetten skulle komme igen.
Så træt er man når man kommer hjem efter 58 timer fordelt på 58 kilomter, 7 timer og lidt til i kajak, 11 i bil, og alt for få i seng.
Sunday 11 September 2011
Nyt om Nina
Jeg har:
- båret ting ned i kælder
- bagt to kager, der smagte dejligt, men lignede katastrofer
- fejret fødselsdag med et orgie af kager og dejlige venner
- roet 58 km i kajak
- sovet i et klasselokale med fire snorkende roklubsherrer
- stået op klokken fem en søndag morgen - frivilligt!
- codrivet fra Randers til København
- båret ting op af kælder
Udførlig rapport følger senere, nu skal der spises og soves først.
Wednesday 7 September 2011
Ryd forsiderne!
Jeg skal måske også til Fiji fra New Zealand. Min fars kollega Villiame kommer derfra, og vi skal arrangere noget med en introduktionsbeskrivelse til hans lille landsby, der ligger på en ø tolv timers sejlads fra hovedøen, hvor man så skal gå tværs over øen og kommer til deres lagune. Det synes jeg kunne være ret sejt.
Tuesday 6 September 2011
Nogle gange er deltagelse også en måde at vinde på
Vi stillede stolt op til Svanemølleræset i går og vandt en ærefuld andenplads. Med forbehold for manglende træning, var vi glade nok for kun at tabe med en lille bådslængde, og kaninherrerne (årets nye mandlige roere) vandt heldigvis deres løb, så Kviks vederværdighed ikke gik fuldstændig tabt.
Til den efterfølgende middag blev de næstsidste detaljer planlagt, resten af holdet kører derover fredag eftermiddag, jeg invitere på kage og fredag aften futter jeg derned i tog til afhentning på Silkeborg station, hvor vi skal overnatte på Sølystskolen.
Formen er ikke helt i top, jeg har ømt håndled efter en udfordring til at klatre i flagstang - selvfølgelig kunne jeg det - og ro konkurrence bagefter og sidder nu i mormorskinne på venstre arm. Jeg håber virkelig ikke det ødelægger weekendens planer for Tour de Gudenå.
Alt er dog ikke jammer, jeg har fået tidligt fri klokken 18.30, og bager knækbrød med forventning om at det kan holde os alle kørende i weekenden.
Opskriften har verseret på en del ret meget mere pigede blogs, så den er ikke min egen:
1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkefrø
1 dl græskarfrø
3,5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
2,5 tsk salt
2 dl vand
1,25 dl olie
Det hele røres sammen til en klæbrig dej og mases ud til en passende tyndhed mellem to stykker bagepapir og bages ved 200 grader i 5-15 min. tjek med din egen ovn, og man skal helst sidde og stirre intenst ind ad ovndøren for pludselig er det mørkebrunt og smager af pap med brændt popcorn. Ved den korrekte lysebrune farve er det fantastisk.
Frøene kan i øvrigt omfordeles alt efter havd man har i huset, og hvis man er bange for hvedemel, kan man sikkert bare komme noget andet mel i. Det hænger muligvis ikke lige så godt sammen i så fald.
Glimrende næring til travle arbejdsdag på havet, i kajak og andet friluftsspas.
Til den efterfølgende middag blev de næstsidste detaljer planlagt, resten af holdet kører derover fredag eftermiddag, jeg invitere på kage og fredag aften futter jeg derned i tog til afhentning på Silkeborg station, hvor vi skal overnatte på Sølystskolen.
Formen er ikke helt i top, jeg har ømt håndled efter en udfordring til at klatre i flagstang - selvfølgelig kunne jeg det - og ro konkurrence bagefter og sidder nu i mormorskinne på venstre arm. Jeg håber virkelig ikke det ødelægger weekendens planer for Tour de Gudenå.
Alt er dog ikke jammer, jeg har fået tidligt fri klokken 18.30, og bager knækbrød med forventning om at det kan holde os alle kørende i weekenden.
Opskriften har verseret på en del ret meget mere pigede blogs, så den er ikke min egen:
1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkefrø
1 dl græskarfrø
3,5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
2,5 tsk salt
2 dl vand
1,25 dl olie
Det hele røres sammen til en klæbrig dej og mases ud til en passende tyndhed mellem to stykker bagepapir og bages ved 200 grader i 5-15 min. tjek med din egen ovn, og man skal helst sidde og stirre intenst ind ad ovndøren for pludselig er det mørkebrunt og smager af pap med brændt popcorn. Ved den korrekte lysebrune farve er det fantastisk.
Frøene kan i øvrigt omfordeles alt efter havd man har i huset, og hvis man er bange for hvedemel, kan man sikkert bare komme noget andet mel i. Det hænger muligvis ikke lige så godt sammen i så fald.
Glimrende næring til travle arbejdsdag på havet, i kajak og andet friluftsspas.
Monday 5 September 2011
Løb er også en slags træning
Det er blevet til en frygtelig masse dage på havet, alt for mange og lange timer i båd, og alt for få i kajak; især da jeg er kommet til at melde mig til Tour de Gudenå. I alle fald har kajaktræner Jakob spurgt, jeg sagde ja, han tog sig af det praktiske og jeg burde have taget mig af træningen, men har ikke rigtigt nået det, forde jeg kom til at arbejde. Jeg blev også ringet op af Jan, vores rotræner, der sagde at jeg havde glemt at melde mig til Svanemølleløbet - det viste sig at han manglede en dame i firer-outrigger.
Vi ligger fire roklubber på vores lille vej, og der er både konkurrence og kærlighed på tværs af hegnene. Til hverdag smutter man ind forbi de andre, hvis der pludselig mangler én til en tur ud i firer, eller et halvt hold til en poloturnering. En enkelt dag i september er der dog Svanemølleræs, hvor studenterne stiller op med en overflod af muskuløse unge mennesker, der til daglig ror stærkt i outrigger af forskellig art på Bagsværd sø, i Kvik skraber vi et hold sammen til hver konkurrence, for dog at forsvare æren som Københavns ældste roklub, og de andre stiller op med det, de nu kan, hvor nogen har tilmeldt sig.
Det bliver lidt spændende, for jeg har stort set ikke roet andet end kajak i år, og vi har ikke nået at træne sammen. Om ikke andet, så er vi dog repræsenteret, og det er i bogstaveligste forstand et ræs på kun 800 meter, så jeg dør næppe.
Tour de Gudenå er lidt værre; det er på lørdag og søndag og det er mig og de seje gutter, der i den grad kan trække fra mig og det er 58 km - Gudenå classic - hvilket ikke en gang er særligt langt for et kajakmarathon, men ret langt for en temmelig grøn kajakroer. Jeg håber på at gamle romuskler også virker her.
Ambitionsniveauet ligger temmelig lavt, jeg vil gerne gennemføre, og så skal det helst også være lidt sjovt.
Papa Bear oppe i Norge syntes det var ret sejt at jeg skal med i hans gamle løb, og tipsede mig om at den blå elektrikertape er mest vandtæt, ifald jeg har behov for antivabeltape. Almindelig sportstape har det med at gå i opløsning, og min kajakvable lige under venstre langfinger er så permanent at den er ved at udvikle sig til et kajakar.
Vi ligger fire roklubber på vores lille vej, og der er både konkurrence og kærlighed på tværs af hegnene. Til hverdag smutter man ind forbi de andre, hvis der pludselig mangler én til en tur ud i firer, eller et halvt hold til en poloturnering. En enkelt dag i september er der dog Svanemølleræs, hvor studenterne stiller op med en overflod af muskuløse unge mennesker, der til daglig ror stærkt i outrigger af forskellig art på Bagsværd sø, i Kvik skraber vi et hold sammen til hver konkurrence, for dog at forsvare æren som Københavns ældste roklub, og de andre stiller op med det, de nu kan, hvor nogen har tilmeldt sig.
Det bliver lidt spændende, for jeg har stort set ikke roet andet end kajak i år, og vi har ikke nået at træne sammen. Om ikke andet, så er vi dog repræsenteret, og det er i bogstaveligste forstand et ræs på kun 800 meter, så jeg dør næppe.
Tour de Gudenå er lidt værre; det er på lørdag og søndag og det er mig og de seje gutter, der i den grad kan trække fra mig og det er 58 km - Gudenå classic - hvilket ikke en gang er særligt langt for et kajakmarathon, men ret langt for en temmelig grøn kajakroer. Jeg håber på at gamle romuskler også virker her.
Ambitionsniveauet ligger temmelig lavt, jeg vil gerne gennemføre, og så skal det helst også være lidt sjovt.
Papa Bear oppe i Norge syntes det var ret sejt at jeg skal med i hans gamle løb, og tipsede mig om at den blå elektrikertape er mest vandtæt, ifald jeg har behov for antivabeltape. Almindelig sportstape har det med at gå i opløsning, og min kajakvable lige under venstre langfinger er så permanent at den er ved at udvikle sig til et kajakar.
Subscribe to:
Posts (Atom)