Glædelig jul

Glædelig jul

Julen forekom mig egentlig mest at være upraktisk, alting lukker og alle sidder derhjemme med familien; temmelig kedeligt når man er rejsende. Det er også særdeles ujulet at være iført sommerkjole. Hostelet jeg bor på er temmelig højtbelagt med argentinere, der snakker spansk med hinanden og meget unge tyskere. Det forekom umiddelbart ikke så lovende, men da argentinerne fandt ud af at jeg snakker spansk, blev jeg ret hurtigt indlemmet i gruppen og inviteret med til julefest.

Jeg fejrede dog alligevel jul på stranden, for her var en tysk kvinde på min alder, der heller ikke var så begejstret for alt for meet ungdommelig festlighed (altså når det blvier så festligt at man ikke kan holde festen inden for egne præmisser på flere måder). Vi gik ned på stranden for at se på solnedgang og delte en flaske hvidvin og var hjemme igen ved ti-tiden.

Da var der fuld igang i argentinerne,og siden man kunne vælge imellem at være den sure dame, der lå i telte og var irriteret over at de andre var festlige og larmende, elller være med til festen, bestemte jeg mig for at fest var det bedste valg. Der var en lind strøm af mere eller mindre særprægede drinks, salsa og cumbria én masse og da klokken var fem opdagede jeg at jeg var ret fuld og ret træt og at solen var ved at stå op, så det var på tide at gå i seng. Juledag tog vi på stranden og havde tømmermænd.

Auckland til Gisborne

Un petit francais qui s´appelle David

Kort til de visuelle
Jeg kørte med en lillebitte franskmand ved navn David fra Auckland til Gisborne, han kørte, jeg var codriver med pligt til at råbe "a la gauge!" hver gang han glemte at man kører i venstre side i New Zealand.
Første udfordring er altid at komme ud af Auckland, der strækker sig langt, med store forstæder og talløse motorvejsfra- og tilkørsler. VI fandt dog ned til State highway 2 og fortsatte derudaf til det blev aften og vi var nået til Katikati, hvor vi stoppede ved den campingplads, der ikke var for nudister. David var dog ikke særlig tilfreds med prisen, det var hans første tur udenfor Auckland, hvor ahn havde boet hos en ven. Men New Zealand er dyrt, og de fleste backpacker finder ud af det på et tidspunkt, det gør han nok også. Det var dog et meget rart sted, med et køkken, der var den rene luksus efter fem dage i Aucklands billigste hostel, med Aucklands mest beskidte køkken.

I princippet tager det ikke mere end otte timer at køre fra Auckland til Gisborne, men det er ikke byerne, der er interessante i New Zealand, det er alt det, der ligger mellem byerne. Der kan man kun komme ud med en bil,den offentlige transport her i landet er ikke beregnet til at tage ud uhumske natur, vil man det, må man sørme slv transportere sig derhen.

Mount Manganui

Med fin udsigt over blåt hav i solskin (jeg behøver ikke at tage regnejrsbilleder til jer, vel?)

Vi transporterede os dog til Mount Manganui i første omgang, hvor vi gik op på bjerget, spiste frokost og fortsatte videre til lidt nord for Tauranga, hvor vi fandt en lokal strand med moarier på fisketur. De var ude at overnatte der, så det rgnede vi med at vi nok også kunne.

Mand fisker på strand. Han er ikke maori, men i modsætning til dem, havde han ikke noget imod at blive fotograferet.

David havde dog en aftale i Napier til jul, så vi fortsatte, med en længere vandreturspause ved en elv, der hedder noget langt på maori - I skulle selv prøve på at skulle huske alle de navne.

"Floden, der flyttede sig" Det hedder den oversat fra Maori, men jeg kan ikke huske hvad det hedder på maori.

 Nu sidder jeg så i Gisborne, der forhåbentlig har mere charmerende steder end Flying Nun hostel, hvor jeg bor i tlet på græsplænen bag parkeringpladsen - man kan vælge mellem den plæne eller den mellem murene, der ligner en fangelejr. Fordelen er at her er billigt og internettet er gratis.

Over jul er New Zealand lukket for ferie, som stort set alle andre lande med kristen baggrund, så min plan er at tage på stranden, hvis ellers vejret arter sig.

Ud igen - Gisborne

Jeg er stadig i Auckland, og i princippet er der vel en del jeg kan foretage mig her, men i realiteten er der langt til alting og busserne går kun en gang i timen. Så jeg har faktisk kun nusset rundt i Aucklands kunstmuseum, parkerne i nærheden, biblioteket med frit internet og nede ved havnen, hvor man kan glane på gigantiske lystyachts og neonbelyste juletræer. Efter lige lovlig lang ventetid tager jeg ud igen med en lillebitte franskmand, der transporterer mig ned til Gisborne nu i eftrermiddag. Vi regner dog med at bruge et par dage på turen, der ellers kan gøres på en dags tid, men er enige om at slow travel is good travel.
Nede i Gisborne skal jeg få fingeren ud og få et kørekort og øve mig lidt i at køre bil. Jeg har også snakket med to engelske piger om at overtage deres bil om en måneds tid, når de skal flyve fra Auckland. Det er en lille rap Honda Civic 2.2, der nok bør kunne transportere mig og en codriver rundt. Og hvis jeg ikke kan få et rigtigt arbejde må jeg se om det der woofing måske kunne være interessant.

Billeder

Jeg har købt en laptop. En lillebitte handy e-book, så jeg rent faktisk kan skrive artikler og lidt mere fornuftige blogposts og lægge billeder op og alt muligt andet. Men lige sidder jeg i fællesrummet ved sidne af verden mest belastende argentinske par og kan overhovedet ikke koncnetrere mig om at skrive noget fornuftigt, så I får bare billeder i denne omgang.

Auckland - sky tower

Cape reinga

Delfiner

Caampi Taputaputa

Lake Ngatu, surferdrenge, deres van og min hængekøke

Eagle ray ved goat Island marine reserve

Nina snorkler

Nina spsier krabbepasta med selvfangede krabber

Pakiri beach

Stikord

• ingen jobs til Nina
• Hentet af surfere
• nordpaa til Cape Reinga
• smaa sovnige byer
• sove i klitterne paa stranden
• svomme med delfiner
• haengekoje ved soe
• new zeaands aeldste kauritrae
• regnvejr
• store bolger
• betroelser
• vandretur i skov
• auckland
• hvad saa nu, lille du?

Island time

Alting tager lidt længere tid oppe nordpå, der man ikke når i dag, når man måske i morgen. Eller overmorgen. Der gælder også jobinterviews - jeg var der, chefen var ikke.
Dermed tager jeg også er par fridage og kører med the californiasurferdudes justin og michael op til 90 miles beach. Solen er også endelig begyndt at skinne efter troperegnen, så der er er ganske godt tidspunkt at tage surf og kørelektioner på stranden.

Goat Island til Whangarei/ paa tur

Goat Island marinereservat ligger ikke saerligt langt fra Auckland, men der er en pokkers stor forskel. For eksempel er der grusveje, og tiden straekker sig lidt ud i det uendelige, det man ikke naar i dag kan man altid naa i morgen.
Jeg var der to dage og naaede at snorkle og kigge paa gigantiske eagle rays, finde smaa dode pingviner paa stranden efter stormvejr og haenge ud med maorier, der gav gode tips om hvad fra havet der kan spise (alt, men ikke for mange sopindsvin, saa faar man daarlig mave) og hvor man skal tage hen oppe nordpaa (Whatuwhiwhi, ifolge Lonely planet findes der ingenting deroppe, saa det lyder som et meget godt tip).

 Ellers sker der ikke saa skraekklig meget paa goat Island, der er en hyggelig campingplads med en sod hund og en sydafrikaner med spandende rejsefortaellinger, saa jeg tog nnu alligevel ret hurtigt videre og vandre langs Pakiri beach opad mod nord med en frygtelig masse vand i rygsaekken. Stranden er gylden, smuk og ganske oede, bortset fra enkelte faa vandringsmaend, der med staalsat mod har sat sig for at vandre New Zealand paa langs  -  te aeroa - og saa enkelte fjollehoveder som mig og japanere paa hesteryg. Jeg satte camp op over tidevandsgraensen og hang haengekojen op mellem to naaletraer og gik ned i tidevandshullerne og fangede krabber til middag.
Saa dukkede der et newzealandsk/britisk par op, og vi tandte baal pa stranden, i god sikkerhed fra alt tort, lavede middag, spillede paa guitar og udveklsede rejsehistorier.

Morgen efter korte de mig til Mangawhai heads, hvor jeg gik mig en tur med dramatisk udsigt og fulgte Bream Bay op til en af Doc's campsites, der desvaerre viste sig at vaere frygtelig forblaest og helt uden traer til haengekojer. Dagen efter var det ud paa stranden igen, med haabet om at komem til ena f DOC's hytter ude paa Bream head. Det viste sig do at at Doc mener at rigtige vandrere kan flyve over havneindlob, og at hytter er aflaast og man skal have en individuel pinkode til hver hytte, for man kan komme ind i dem. Den pinkode kan man faa per telefon paa hverdage mellem 10 og 3 eller via internet. Heldigvis blev jeg oplyst om dette, da en venlig newzealaender inviterede paa en opfriskende kop the og en smaakage, daa jeg kom vandrende med min gigantiske rygsaek forbi hans hus.

Planen blev andret og jeg blev sat af paa hovedvejen til Whangarei og efter en noget halsbraekkende koretur med tre glade ungersvende (da var det vist jeg bestemte at jeg hellere selv vil kore. De var sode nok, men bilkulturen hernede er sindssyg og skal jeg endelig ud i bilulykker, foretraekker jeg selv at lave dem og ikke sidde hjalpelost paa bagsaedet) landede jeg ved Whangarei i-site og fandt et hostel til at traekke vejret i et par dage, samt finde ud af hvordan pokker jeg egentlig skal navigere rundt i det her land.


Kort til de visuelle

Bay of Island - Paihia

Jeg er i Bay of Island i ojeblikket - paa Capt'n Bobs hostel, der drives med haard, men retfaerdig og venlig haand af Jo fra England. Det er en mindre , sovning fiskerlandsby, udenfor sason bor her under 1000 mennesker, i sason kan det vist tidobles. Saesonen er iovrigt sommerferien, der starter om et par uger, og isaer julen, og saa blvier der fyldt op af Aucklands kreative klasse, der skal slikke sol, spise dyre middage og drikke hvidvin i skyggen, mens de arbejdende horder af fattige backpackere soerger for at alt glider glat i kulissen.

Da er det ogsaa man skal ud at finde arbejde, hvis man er ude efter midlertidige backpackerjobs, og jeg har et endeligt interview paa mandag paa Darryl's dinner cruise, kajakudlejning, fisketure og yachtture- og man maa gerne synes det er morsomt at jeg sandsynligivs ender med et job, der minder foruroligende meget om det jeg havde derhjemme for jeg tog afsted. Det er dog stadig en del bedre end at vaske toiletter og skifte sengetoj paa larmende, overfyldte hostels, og Darryl himself er blevet anbefalet som en, der er rimelig at arbejde for, hvilket vist er mere end hvad der kan siges om saa mange andre steder. Der er desvaerre en temmlig udbredt kultur for at udnytte backpackerarbejdskrafdten paa det groveste, hvilket nok ogsaa gores nemmere af at de fleste er meget unge og aldrig har haft et arbejde for, og at det er jo alt sammen kun midlertidig. Men gaar alt vel, saa har jeg et arbejde over julen, og kan tjene lidt penge til resten af turen, ove mig paa teoriprove og komme lidt  mere ind under huden paa New Zealand.

I fald jeg bliver ansat, kan man ogsaa faa en adresse paa mig og lidt mere regelmaessig kontakt. Saa bliver den rigtige backpacking og det vilde udendoersliv genoptaget igen, naar newzealanderne tager paa arbejde og jeg an faa det helel for mig selv igen til off season-priser.